
Min vej hertil
Livet er ikke altid nemt

Livet har ikke altid været lige nemt, det har været spækket med kriser, sorg, kaos, stress, ensomhed og masser af læring. Jeg har altid søgt ro og råd i naturen, jeg boede med mine forældre i telt i skoven hele sommerhalvåret de første 15år af mit liv. Det har uden tvivl givet mig en helt særlig forbundethed til naturen og forståelse for cyklusserne. Jeg var et lille barfodsbarn der kendte skoven omkring mig som min egen bukselomme. Min far var meget spirituel og under 2. verdenskrig på Vesterbro var de nogle mænd der dyrkede magien på forskellige måder. Da jeg blev teenager og begyndte at fjolle rundt i useriøse spirituelle lege fortalte han mig med alvor at jeg ikke skulle åbne kanalerne før jeg var klar.
Min storebror døde i mine tidlige teenagesår og selvom jeg aldrig har boet sammen med ham P.ga aldersforskel og forskellige mødre, så stiftede jeg tidligt bekendtskab med alvorlig sygdom, død og sorg. Jeg blev selv syg nogle år efter hvilket har resulteret i et liv med barneløshed, trods flere år i fertilitetsbehandling. Min far døde i 2010 som 88årig efter en del år med Alzheimer, jeg får ugentlige tegn fra ham og mindes ham med stor kærlighed. Ind i mellem driller han min mor, men er også sådan vi kender ham underholdende, overraskende og drilsk.
I 2008 var jeg ude for en voldsom episode på mit daværende arbejde som resulterede i en årerække hvor jeg led at PTSD, heldigvis er jeg kommet dertil hvor jeg ikke lider af det mere men jeg lever med det. I en lang periode af mit liv har jeg haft et massivt misbrug, som jeg heldigvis er kommet videre fra, Jeg har gået igennem mange mørke perioder i mit liv, været rådvild men jeg har lært at arbejde mig igennem og stole på at der er en større mening med "galskaben". Jeg er sikker på at livet har masser af udfordringer og læring tilbage til mig, min livsfilosofi er blevet at de tunge skridt jeg tager i mørket er grobund for lyset og lykken. Og nej det er ikke og har ikke, altid været nemt og dejligt men det har været det hele værd. Jeg lever med stor taknemmelighed for livet og ikke mindst for nuet.
Jeg elsker at uddanne mig og lære nyt, så udover en lang karrierer på social og sundheds området som fysioterapeut og leder, har jeg bl.a. videreuddannet mig inden for neuropædagogik- og psykologi, facilitering af grupper og teams, coaching, offentlig ledelse, det bevidst åndedræt, Naturcoaching og læser nu astrologi.